Kortfirmaet Teller har trukket omstridt gebyr på 7,50 kroner tilbage for brug af magnetstribe på kortterminaler i butikker med internationale kreditkort.
Årsagen er, at der har været eksempler på, at gebyret er blevet lagt over på forbrugerne.
- Vi havde ikke forestillet os, at gebyret af de enkelte forretninger ville blive lagt over på forbrugeren.
- Det har fjernet fokus fra målet, som er at øge andelen af transaktioner med chip og dermed højne sikkerheden, siger Peter Wiren - der er administrerende direktør i Teller. Gebyret ophører med omgående virkning.
Gebyret blev kritiseret af både erhvervsorganisationen Dansk Erhverv. Også erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) varslede, at hun ville gå ind i sagen.
Det skal ikke gå ud over forbrugerne, hvis der er tekniske problemer med butikkens kortterminal, lød kritikken.
Dansk Erhverv er tilfreds med Tellers beslutning om at trække gebyret tilbage.
- I samarbejde med vores medlemmer vil vi gøre en ekstra indsats for at sikre, at chippen bruges i flest mulige transaktioner.
- Alle parter, forbrugere, butikker, kortindløsere og banker har en fælles interesse i, at sikkerheden ved kortbetalinger er så høj som mulig, siger markedsdirektør i Dansk Erhverv, Henrik Hyltoft.
Danmark var blandt de første lande i Europa til at indføre og udbrede både betalingskort med chip og læsning af disse i terminaler. Men andelen af chiplæsning ligger under niveauet i de øvrige europæiske lande.
Det nu droppede gebyr skulle opdrage butikkerne til at øge graden af chiplæsning - men det blev forbrugerne, der kom til at betale.
/ritzau/