Dankortet skal blive i lommen ved besøg på landets sygehuse, fastslår sundhedsminister Astrid Krag (SF).
Hun mener ikke, som Venstre nu foreslår, at der er grund til at undersøge brugerbetaling på sygehusene.
- Borgernes adgang til hospitalerne skal være det gule sundhedskort og ikke Dankortet. I Danmark er det sådan, at alle kan få behandling på sygehuset, uanset hvor mange penge de har, skriver Astrid Krag i en e-mail til Ritzau.
- Det er jeg stolt af, og hvis Venstre vil gøre op med den model, så vil jeg kæmpe imod, fortsætter hun.
I metroxpress åbner Venstres gruppeformand Kristian Jensen for, at sygehusbehandling kan komme med i den undersøgelse af brugerbetaling, som partiet vil have gennemført.
- Det må ikke være sådan, at brugerbetaling afholder nogen fra at få den sundhedsydelse, de har brug for. Men hvis man skal have en åben og fordomsfri debat om brugerbetaling, kan man ikke på forhånd udelukke nogen områder, siger han til avisen.
Men brugerbetaling skal ikke være en del af en undersøgelse, lyder det fra Krag, der mener, at Venstre kommer med uklare meldinger.
- Løkke har ikke noget imod, at danskerne skal betale for at gå til læge, og nu vil Venstre så debattere brugerbetaling på sygehusene. Men vi får jo ikke en reel debat, så længe Venstre ikke melder klart ud, siger sundhedsministeren.
På folkemødet på Bornholm for to uger siden luftede Venstres partiformand Lars Løkke Rasmussen ideen om at indføre brugerbetaling hos egen læge mod, at betalingen for eksempelvis tandlægebehandling blev sat tilsvarende ned.
Kristian Jensen siger, at han ikke ønsker brugerbetaling på sygehuse, men en undersøgelse af, hvordan brugerbetalingen på sundhedsydelser kan blive mere retfærdig.
/ritzau/