Hold på hat og briller i starten af næste uge.
Sådan lyder meldingen fra TV2 Vejret efter at prognoserne viser et kraftigt blæsevejr med kurs mod Danmark.
I øjeblikket befinder lavtrykket et godt stykke ude over Atlanterhavet, men det vil i løbet af weekenden nærme sig Nordvesteuropa.
- Tirsdag forventes lavtrykket at bevæge sig tæt forbi Danmark, og det er da også på dette tidspunkt, at vinden forventes at blive kraftigst. Der er tale om en god, gammeldags æbleryster, hvor middelvinden kan nå stormende kuling, mens der er udsigt til vindstød af op til stormstyrke – måske endda stærk storm, lyder det fra TV2 Vejrets meteorolog Jonas Damsbo, der bringer følgende vejrbillede for at illustrere varslet på tirsdag:
(Grafik: TV2 Vejret)
Når det kommer til lørdagens vejr, er der allerede dømt regnvejr i den vestlige del af landet. Bygerne bevæger sig mod øst, så senere på dagen er der risiko for byger i hele Danmark.