Solen forsøger at få magten over den begyndende efterårskulde. Dens stråler kaster lys over den smukke kvinde, der sidder foran mig på stolen i den have, jeg utallige gange har leget i som barn. Hun skinner som lysets engel. Men bag det lysende ydre gemmer sig en alvor og sorg, der ikke er til at tage fejl af. Hun lider, som er hun en løvemor, hvis unger er blevet skudt af en storvildtsjæger. Storvildtsjægeren er i hendes tilfælde livets meningsløse uretfærdigheder.

 Mest af alt løvemor

Kvinden med de smukke brune øjne, der sidder over for mig, har skænket mine to brødre og mig livet i gave.

 ”Jeg er både kvinde og mor. Men mest af alt er jeg løvemor, der værner om mine unger. Jeg lader dem prøve at stå på egne ben, og hvis de ikke kan, skubber jeg dem blidt på plads igen”, siger Gitte Rask.

 Parallellen til dyreriget har præget måden, denne løvindes kuld er opvokset på. Der har været nærhed, kærlighed, omsorgsfuldhed og rum til udforskende løveunger, der på savannen har kunnet drage egne erfaringer og bagefter stolte, sejrende, såret eller besejret har kunnet vende snuden hjem til hulens trygge rammer.

 ”Jeg har opdraget mine unger til, at hvis de går i samme fodspor som alle andre, så kommer de aldrig foran. På samme måde ville løveungerne på sletten ikke få mad, hvis de altid fulgte efter flokken og ikke var snu nok til at snige sig ind på et bytte, uden at andre først havde såret det”, siger Gitte Rask med et glimt i øjet.

 Rollen som løvemor aftager ikke, når ungerne bliver større. Den ændrer sig.

 ”Som løvemor til voksne unger skal man kende sin plads og ikke være dominerende, men jeg tror aldrig, at børn slipper deres behov for at få et lille puf på rette vej af deres forældre”, smiler en erfaren løvinde med et kuld på tre voksne unger.

 En såret løveunge

Den yngste unge i kuldet blev i sommer ramt af Hodgkin’s lymfon, som er en type lymfekræft. Det var et hårdt slag for hele familien og lammede for en periode totalt. Tiden stod stille, alt blev sort/hvidt, intet havde længere betydning i forhold til den livstruende sygdom, der havde ramt ham og dermed hele familien.

 ”Vores yngste søns sygdom har lammet mit hjerte. Den har ramt min sjæl med en stor ubeskrivelig smerte. Pludselig føler jeg mig som en løvemor i bur. Intet skal røre mine unger, og så uden varsel rammer sådan en meningsløs sygdom. Som mor står man totalt magtesløs, for her er det kun lægerne og hans egen krop, der kan gøre ham rask. Jeg kan ikke påtage mig hans smerte og sygdom. Det har været meget svært for mig som løvemor at acceptere, siger Gitte Rask med et såret blik.

 Stilheden larmer en kort stund mere end en flok sultne brølende løver på en afrikansk savanne.

 ”Jeg har i hvert fald lært af vores søns sygdom, at livet er baseret på tilfældigheder, og at livet bare er! Livet er simpelthen så skrøbeligt, og pludseligt kan det være forbi. Derfor skal man forsøge at give det bedste til dem, man elsker og holder af, og dét er ens kærlighed. Det kan ikke nytte at udskyde at give kærlighed, fordi man har en fortravlet hverdag. Pludselig kan det være for sent. Det gælder ikke blot i sygdomsmæssige sammenhænge men i alle livets forhold”, slår Gitte Rask fast.

 Den yngste unge i kuldet er bare 25 år. Hans liv er først lige begyndt, og så kan det virke ufatteligt meningsløst, at han allerede skal forholde sig til så store eksistentielle spørgsmål, som naturligt dukker op, når en livstruende sygdom raser under huden på én.

 ”Jeg er et ydmygt menneske, fordi jeg er et troende menneske. Men sygdommen har sat spørgsmålstegn ved min tro. Selv om jeg ved, at Gud gav os evnen til at tvivle og tro, og at det er vores lod at vælge, så er hans sygdom meningsløs. Jeg ved, at ingen jordiske kan og ej heller skal fatte Guds handlinger, men i en livskrise, som har ramt vores familie, der søger man naturligt en mening med tingene for at kunne acceptere tingenes tilstand, og det er bare ikke muligt at se den for mig lige nu, siger løvemoderen.

 Dét at acceptere tingenes tilstand er en naturlig del af det moderne menneskes liv, men for Gitte Rask handler det ikke om, at hun vil kunne styre alting. Som moderne mennesker, mener hun, at vi i hverdagen lever med en illusion om usårlighed og med en generel tillid til, at det nok går, som vi håber.

 ”Vi ved imidlertid godt, at ingen kender dagen, før solen er gået ned, og at død, ulykke og sygdom rammer meningsløst. Vi fødes alene, dør alene og er på et dybere plan ansvarlig for vores liv. Det er nu en gang livets grundvilkår. Vores bestandige eksistentielle udfordring er at forholde os så afbalanceret til vilkår, at vores angst ikke ødelægger dette livgivende håb, siger Gitte Rask

 At se lidelsen i øjnene

Kendetegnene for vores løvemor er, at hun igennem livet er blevet tildelt mange slag, men at hun har rejst sig hver gang. Hun er stadig overbevist om, at hun kan gøre en forskel.

 ”Jeg har været meget igennem, og jeg vil i hvert fald sige til Vor Herre, at han ikke behøver tildele mig flere slag, selv om jeg udmærket ved, at hvad man ikke dør af, bliver man stærkere af, siger Gitte Rask med et alvorligt blik.

 De knubs, Gitte Rask har fået igennem livet, har også lært hende, at lidelse er en naturlig del af menneskelivet. Det undrer hende bare, at nogle mennesker skal mere igennem end andre, selv om fænomenet ikke er ukendt.”, siger Gitte Rask med et alvorligt blik.

 ”Moder Teresa svarede i sin takketale for Nobels Fredspris, da hun blev spurgt om, hun aldrig bliver træt af at have byrder, at hun aldrig får pålagt flere byrder, end Gud ved, hun kan bære. Somme tider undrede det hende, at han har så stor tillid til hende… Måske Guds tillid netop er svaret til alle os, der er pålagt mange byrder, siger Gitte Rask med et eftertænksomt blik.

 Hun bliver stille en stund og er langt væk i sine tanker.

 ”Jeg tror, der er en vej til et lykkeligt liv på trods af modstand. Jeg tror, man kommer til det lykkelige liv ved at se nu’et og ikke leve i fortiden eller fremtiden. Hvis vi mennesker kan lære at bruge nu’et mere, ville vi få mere ro og stresse mindre over fremtiden. Fremtiden ved vi jo alligevel ikke, hvordan bliver”, siger hun med den optimistiske glød, som er kendetegnende for hende.

Livets skrøbelighed har i den grad banket på, så hun i disse måneder ikke rigtig kan mærke lykken, men ind imellem kommer der et strejf af lykke, hvilket blandt andet er, når barnebarnet Rasmus på tre år med hvin og glæde indtager løbeburet.

 ”Rasmus’ livskraft og glæde bjergtager os alle. Han er solen midt i den mørke tid”, smiler  løvemormoderen bredt og rejser sig for at gå ind. Det er blevet fodringstid, og hendes løvekuld er uroligt begyndt at røre på sig.

 Artiklen er første gang publiseret på www.baby.dk