De 600 millioner kroner, som Danmark hvert år giver i ulandshjælp til Tanzania, skal nu være med til at dække et gigantisk hul i landets statskasse.Tanzania har nemlig mistet 1,3 milliarder kroner i en af verdens største korruptionsskandaler.
Først tømte Tanzanias nationalbankdirektør, Daudi Balali, i december sidste år landets pengekasse for 600 millioner kroner og flygtede til USA. Og i foråret måtte Tanzanias premierminister, Edward Lowassa, og tre andre ministre gå af efter svindel for 700 millioner skattekroner.
Nu erkender Danmarks ambassadør i Tanzania, at danske ulandsmillioner kan komme til at betale.
»Ingen danske penge blev stjålet. Men der kommer selvfølgelig et hul i systemet efter de mange penge. Der er færre penge i Tanzanias statskasse, som Danmark jo bidrager til. Og man kan ikke udelukke, at der bliver brugt Danida-midler til nogle af de ting, som de stjålne penge ellers ville have gået til,« siger ambassadør Bjarne H. Sørensen.
395 svindel-sager
Og sagen er derfor endt som en af 395 sager om svindel og misbrug af danske bistandsmidler, som Danida har måttet aflevere til Rigsrevisionen siden 2004. Bunken af sager har udviklingsministeren holdt skjult – og i går blev hun derfor kaldt i samråd i Folketinget.
I de mange sager er der mindst svindlet for 176 millioner kroner, som Nyhedsavisen og TV 2 tidligere aflørede.
»Sagen er måske ikke direkte svindel med danske penge. Men indirekte er det jo. Parlamentsformanden i Tanzania har sagt, at dernede er det en lederegenskab at være korrupt,« siger Knud Vilby, tidligere formand for Mellemfolkeligt Samvirke .