Der er kun én vej frem for de 380 Lego-ansatte, som står til at miste jobbet.
De skal omskoles til servicefag.
Sådan lyder det nu fra både borgmester og erhvervschef i Billund Kommune. Det skriver jv.dk.
Den reaktion kommer efter gårsdagens nedskæringer i legetøjsgigantens danske produktion. Den betyder, at små 400 medarbejdere i løbet af de næste to år må vinke farvel til det jobbet.
Og selvom nyheden i går slog chokbølger igennem Billund Kommune, så er man trods alt glad for, at Lego har varslet flytningnen af produktionen i så god tid, at kommunen nu kan hjælpe de berørte medarbejdere.
- Først og fremmest er det en tragedie for de mange familier, det rammer. Men dernæst er det godt, at vi får beskeden fra Lego så tidligt, at vi kan lave en plan for dem. De skal omskoles til servicejob, siger borgmester Ib Kristensen (V) til jv.dk.
Ifølge jv.dk har kommunen tillid til, at der er plads til de fyrede medarbejder i servicebranchen. Det siger erhvervschef i Billund Kommune Gert Helenius.
- Jeg er næsten helt sikker på, at tabet af traditionelle industrijobs i Billund Kommune overgås af den vækst, vi oplever i antallet af servicejob, siger Gert Helenius til netmediet.
Og der bliver behov for at finde nye arbejdspladser - ihvertfald til en del af medarbejderne.
Det sagde kommunikationschef Charlotte Simonsen i går til Newspaq.
- Vi vil selvfølgelig gøre alt, hvad vi kan for at hjælpe vores medarbejdere i den situation, men vi kan ikke love, at vi vil undgå afskedigelser, for det drejer sig om rigtigt mange medarbejdere, siger hun.
Ifølge jv.dk er Dansk Metal i Grindsted både vrede og skuffede over nyheden om fyringerne.
Kilde: jv.dk