Pornoindustriens hovedstad i USA, Los Angeles, har indstillet indspilningerne af nye pornofilm for en kort bemærkning.
Den pludselige pause skyldes, at mindst én af branchens pornoskuespillere har fået konstateret sexsygdommen syfilis - der, hvis den ikke opdages og behandles - kan give skader på centralnervesystemet og hovedkranspulsåren.
Læger har nu anbefalet, at de cirka 1000 pornoskuespillere, der lever og arbejder i Los Angeles, får behandling for at undgå smittefaren.
Behandlingen med antibiotika tager 10 dage, og herefter kan de komme tilbage på arbejde.
Free Speech Coalition, der er pornoindustriens forening, fortæller, at indspilningerne af pornofilm har været indstillet siden weekenden.
- Industriens højeste prioritet er selvfølgelig vores kollegers helbred, siger Diane Duke, der står i spidsen for foreningen.
Samtidig sætter udbruddet af syfilis endnu engang fokus på nødvendigheden af, at pornoskuespillerne bruger kondomer på filmsettet for at forhindre smitten af sexsygdomme.
Organisationen Aids Healthcare Foundation kører en kampagne for at få lokale embedsmænd til at få udbredt brugen af kondomer i pornoindustrien.
Det er ikke første gang, Los Angeles' pornoindustri har været nødsaget til at holde en midlertidig pause i indspilningerne.
Sidste år bad Free Speech Coalition om en pause, da en pornoskuespiller blev testet positiv for hiv. Senere fandt man ud af, at han alligevel ikke havde været smittet.
Kilde: Reuters