De Samvirkende Købmænd (DSK) er meget tilfredse med, at regeringen vil ændre planloven, så det bliver sværere at opføre store butikker på mere end 2000 kvadratmeter i små og mellemstore byer.
DSK, der er en brancheorganisation for blandt andet REMA 1000, Super Best og Spar, frygter nemlig, at de store butikker vil dræne bymidterne i mindre byer for liv.
- Vi er meget glade for, at miljøministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter nu går aktivt ind i kampen for at begrænse antallet af nye, store udvalgsvarebutikker og hypermarkeder uden for bymidterne, siger administrerende direktør i DSK John Wagner og fortsætter:
- For kun på den måde kan vi bevare det attraktive butiksliv i bymidterne i landets købstæder og mindre byer. Forslaget vil helt sikkert også medføre flere investeringer i det eksisterende butiksliv.
Regeringens forslag er ifølge DKS også helt i tråd med ønskerne fra det Detailhandelsforum, den tidligere regering nedsatte.
Detailhandelsforummet er en samling af interesseorganisationer og ministerier, der har til opgave at komme med forslag til, hvordan man kan styrke detailhandlen i mindre butikker, så alle har mulighed for at handle dagligvare inden for en rimelig afstand.
Formålet med at ændre planloven er at sikre butiksliv i hele landet, fortæller miljøminister Ida Auken (SF).
- Hvis en by ikke har det nødvendige kundegrundlag, så sker der det, når man lægger en stor butik i udkanten af dens område, at den dræner butikslivet fra bymidten. Det skaber ikke balance i vores land, siger hun.
John Wagner opfordrer Folketingets partier til at bakke bredt op om forslaget, så der skabes kontinuitet og tryghed omkring investeringer i de mindre byer. Han håber, at der vil komme liv tilbage til bymidterne med en vedtagelse af lovforslaget.
De Samvirkende Købmænd er en brancheorganisation for cirka 1300 købmandsejede supermarkeder, nærbutikker, minimarkeder og convenience-butikker.
/ritzau/