Denne guitar bliver kaldt for et stykke moderne musikhistorie, og nu kommer den på auktion.
Det er nemlig den Fender Stratocaster, som en ung Bob Dylan spillede på i 1965, da han på Newport Folk Festival ændrede hele sin lyd fra akustisk til elektrisk guitar.
'Den 25. juli, 1965, gik Dylan på scenen og satte stikket i. Det kender vi alle, som da Dylan gik over til elektrisk guitar. Og dette er guitaren, han skiftede over med og ændrede sin egen karriere, vores opfattelse af ham, vores opfattelse af musik, og hvad musik kunne gøre,' fortæller Tom Lecky, specialist for auktionshuset Christie's.
Guitaren og en samling af Dylans håndskrevne tekster har i snart 50 år tilhørt en familie i New Jersey. Sangeren efterlod efter sigende guitaren i et privatfly, hvorefter piloten fik den med hjem.
Tilsammen er effekterne vurderet til op mod 4 millioner kroner, og de vil blive solgt i auktionshuset Christie's d. 6. december.