Cecilie
Instr.: Hans Fabian Wullenweber

De kommer pletvis dryppende, de danske gysere og såkaldt psykologiske thrillere, men siden Ole Bornedals Nattevagten er der (mig bekendt) ikke rigtig blevet hvinet, hoppet og svedt igennem i de danske biografstole. Heller ikke Cecilie giver tilstrækkelig med gåsehud.

De klassiske effekter er der ellers. Hamren på dør, flugt gennem skov, mystiske mord – plus en hovedperson, der ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi. Sonja Richter er faktisk ganske overbevisende som den 33-årige Cecilie, der ser syner, som muligvis har forbindelse med et tidligere mord på en teenager på den skole, hvor hun lige er blevet ansat.

Er hun psykisk syg? Eller er der bare mere mellem himmel og jord? Svaret ligger lige for, hvilket dog ikke ændrer ved, at sjælevandring og indre dæmoner er tematisk godt stof til et gys. Desværre er der ikke for alvor smæk på spænding og chok-effekter.

Overraskelserne udebliver også i Rasmus Heisterberg og Nikolaj Arcels manuskript (makkerparret bag Kongekabale ).

Til gengæld er der masser af stemning og flotte billeder i Wullenwebers debut, lige så vel som komponisten Trond Bjerknæs har skabt en yderst insisterende lydside.

Havde det ikke været for musikken, havde Cecilie knap nok været uhyggelig. Blot interessant. Og det er ikke nok i en film, hvor man forventer svedige håndflader, men (genrens klicheer tro) får en finale, der er alt for let at regne ud.