Ny vintertid betyder uheld for uforsigtige og uheldige bilister på de danske veje.
Siden vinteren for alvor slog sine frostfolder på vejene i aftes, er mange allerede kommet galt af sted.
"Siden i går aftes klokken 19 har vi været ude til godt og vel 87 glatføreuheld, som dækker over en bred kam af folk, der skulle trækkes fri af grøften, eller er kørt ind i autoværn eller forankørende biler og den slags ting," fortæller pressemedarbejder hos Falck Trine Kristensen.
De 50 uheld er sket mellem klokken 19 og klokken syv i morges, så efter morgentrafikken er der altså 37, som er kørt galt. Endnu er ingen kommet alvorligt til skade, og der er tale om "helt almindelige" uheld, som Falck ser masser af hvert år.
Og der vil naturligvis komme flere, som vinteren bider sig mere fast. Men hos Falck kan man ikke spå om, hvor slemt det kommer til at se ud. Det kommer helt an på, hvad vejrguderne hos DMI finder på at byde Danmark i år.
Trine Kristensen kan dog godt love en ting:
"Vi er jo klar på, hvad der måtte ske derude og kalder ekstra mandskab ind, hvis der bliver behov for det," siger hun.