I år falder juleaften på en fredag og helligdagene ligger i weekenden, så hvis man planlægger at rejse lillejuleaftensdag, kan der være risiko for tæt trafik og kødannelser.
Trafikken vil især bevæge sig fra Hovedstaden, over Fyn og Sjællands Odde, mod Jylland. Og vejdirektoratet anbefaler derfor, at man så vidt muligt undlader at køre i tidsrummet fra klokken 11.00 til klokken 14.00, hvor risikoen for forsinkelser anses for at være størst.
2. juledag er erfaringsmæssigt julens største rejsedag med meget hjemrejsetrafik.
Her regner Vejdirektoratet med trængsel på vejene og dermed stor risiko for kødannelse og forsinkelser. Trafikken vil hovedsageligt gå den anden vej og bevæge sig på tværs af landet i begge retninger mellem Jylland og Hovedstaden, via Fyn og Sjællands Odde.
Vejdirektoratet anbefaler, at man så vidt muligt undlader at køre mellem klokken 10.00 og klokken 14.00.
Gode råd til turen
- Kør uden for de mest trafikerede tidsrum og sæt god tid af til din rejse.
- Hold dig opdateret om den aktuelle trafiksituation på Trafikinfo.dk.
- Hold ekstra godt øje med vejrudsigten
- Kør efter forholdene og hold god afstand til de forankørende.
- Hav tæpper, noget at drikke og evt. en skovl med i bilen.
- Lyt til P4 Trafik under din tur
Klik her og se hele Vejdirektoratets juletrafikprognose
Trafiksituationen kan hurtigt ændre sig
Både trafiksituationen og vejret kan skifte pludseligt i juletiden. Der kan opstå kø og forlænget rejsetid på grund af uheld, sne og frost eller andre uforudsete hændelser, og risikoen er større, når der er mange biler på vejene.
Vejdirektoratet anbefaler derfor, at man holder sig opdateret om den aktuelle trafiksituation på www.trafikinfo.dk