De danske landsholdsspillere Thomas Kahlenberg og Simon Kjær skal have ny træner i den tyske bundesligaklub Wolfsburg. Klubben fyrer Felix Magath.
- Bestyrelsen i VfL Wolfsburg og Felix Magath er blevet enige om at afslutte samarbejdet, hedder det i en udtalelse fra klubben ifølge DPA.
Felix Magath havde en temmelig usædvanlig position i Wolfsburg, hvor han ud over rollen som træner også var manager og forretningsfører.
Bestyrelsen har besluttet at indsætte reserveholdstræner Lorenz-Günther Köstner midlertidigt.
Köstners første opgave for bundesligaklubben bliver Fortuna Düsseldorf på lørdag.
Wolfsburg er placeret på en skuffende sidsteplads i Bundesligaen med blot fem point efter otte kampe, og det er formentlig den primære årsag til, at den 59-årige Magath er færdig i klubben.
Simon Kjær og Thomas Kahlenberg har begge haft problemer med at tilspille sig en fast plads på holdet under Magath, så de kan håbe på, at en ny træner vil se med andre øjne på den danske duo.
/ritzau/