Kevin Magnussens fremtid i Formel 1 er stadig uafklaret, men søndag gjorde den danske Renault-kører, hvad han kunne for at vise sig positivt frem.
I Singapores Formel 1-grandprix sluttede Kevin Magnussen efter glimrende kørsel som nummer ti, og danskeren hentede dermed et enkelt point til kontoen.
Kevin Magnussen har nu i alt syv point i det samlede regnskab.
Hans hidtil eneste point i denne sæson kom i hus i det russiske grandprix i maj, hvor en syvendeplads gav seks point.
Nico Rosberg (Mercedes) vandt i Singapore i sit løb nummer 200, hvor han sluttede et halvt sekund foran Daniel Ricciardo (Red Bull). Den forsvarende verdensmester, Lewis Hamilton (Mercedes), blev nummer tre.
Resultatet betyder, at Rosberg overtager førstepladsen i den samlede VM-stilling.
Tyskeren har nu 273 point, mens Lewis Hamilton følger efter med 265 point.
Kevin Magnussens teamkollega hos Renault, Jolyon Palmer, sluttede på 15.-pladsen.
Løbet udviklede sig nærmest perfekt for Kevin Magnussen.
Racerne nåede kun lige gennem første sving på bybanen i Singapore, før der kom safety car på banen.
Det skyldtes et voldsomt sammenstød allerede på de første meter mellem Carlos Sainz (Toro Rosso) og Niko Hülkenberg (Force India).
Sidstnævnte måtte udgå, men tog utroligt nok ikke andre kørere med sig.
Den kaotiske start benyttede Kevin Magnussen til at avancere fra 15.-pladsen og helt op til tiendepladsen.
Danskeren var sluttet på 17.-pladsen i kvalifikation, men blev rykket to pladser frem inden starten på grund af placeringsstraffe til både Romain Grosjean og Sergio Perez.
Efter den perfekte start lå danskeren godt placeret omgivet af kørere, han kunne køre lige op med.
Danskeren var faktisk helt oppe på femtepladsen, da de forankørende havde været i pit, men da han selv kørte ind til dækskifte, røg han ned på 13.-pladsen, før han igen avancerede takket være hurtig kørsel på den langsomme og krævende bane.
Hele 82 gange skal en kører skifte gear i løbet af en omgang på Marina Bay Street Circuit, som tæller hele 23 sving.
Ingen anden Formel 1-bane i kalenderen har så mange sving, som gør banen langsom og dermed udjævner en del af det forspring, som den kraftfulde og aerodynamiske Mercedes har de fleste andre steder.
Banen gjorde som sådan også den udfordrede Renault-racer mindre ringe end på højhastighedsbanerne.
Ti omgange før mål var Kevin Magnussens tiendeplads så godt som sikker, og derfra handlede det om kampen mod Daniil Kvyat (Toro Rosso) og Sergio Perez (Force India), som lå lige foran danskeren.
Men i stedet for at satse på en hasarderet overhaling til sidst, kørte han sit ene point i hus.
/ritzau/