Gentagne gange forsøgte TV2's studievært Frederik Lausen at få lægerne til at forstå, at hans 39-årige kone Laila var alvorligt syg.
Hun havde flere gange henvendt sig til lægerne på grund af voldsomme smerter i brystet og armene, men alligevel fik hun aldrig en egentlig hjerteundersøgelse.
Hun døde af en blodprop og efterlod sig sin 35-årige mand og to små børn i november sidste år.
Nu er den kendte tv-vært alene og har klaget over lægerne til Sundhedsvæsenets patientklagenævn og Patientforsikringen.
Det skriver ugebladet Ude og Hjemme.
- Jeg mener klart, at de læger, der overså Lailas alvorlige symptomer, skal stå til ansvar. Faktum er, at havde blot en af de læger undersøgt hende grundigt, så kunne man efter al sandsynlighed have sat ind med effektiv medicinering. Eller givet hende en ballonudvidelse. Og så havde mine børn haft en mor, og Laila havde set sine to børn vokse op, siger Frederik Lausen.
Klare beviser
Efter Lailas alt for tidlige død, viste obduktionsrapporten, at lægerne ved nærmere undersøgelser ville have fundet klare beviser på, at hun havde svære forkalkninger i og omkring hjertet.
Alligevel slog lægerne det hen med, at hun blot var stresset. Den sidste nat, hun levede, havde hun svært ved at trække vejret, og til sidst fik hun hjertestop.
- Jeg gav hjertemassage i over ti minutter, men jeg vidste, at der ikke var noget at gøre. Jeg fornemmede simpelthen, at Lailas sjæl havde forladt hendes krop, fortæller Frederik Lausen til ugebladet.
Den populære TV-vært, der arbejdede på TV2 Sporten har været væk fra skærmen i et stykke tid. I dag arbejder han som redaktionschef på TV2-Nyhederne.