Der er mange på det danske arbejdsmarked, som har det dårligt og som har stress.
De har behov for hjælp, siger gummistøvledronningen og iværksætteren Ilse Jacobsen i et interview med DR P1 Morgen.
- Men der er også mange, der fupper på den konto, fortsætter hun.
I interviewet fortæller Ilse Jacobsen også, at folk siger hun er en hård chef, men dér tager de fejl, lyder budskabet fra den succesfulde forretningskvinde.
- Jeg siger bare tingene, som de er.
Hun mener, at mange udnytter systemet og siger, det er popsmart at melde sig syg med stress.
- Mange melder sig syge med stress uden at have det. Jeg kender det fra andre virksomhedsledere, siger hun og tilføjer, at sådan en sygemedling kan knække en lille virksomhed.
Slapsvanse!
Det er ikke første gang, at Ilse Jacobsen revser den danske arbejdsmoral.
I et interview med Berlingske for nylig sagde Ilse Jacobsen blandt andet:
- Selvfølgelig er man syg, når man er syg. Men jeg synes, man skal tænke over det og spørge sig selv, om man rent faktisk er syg. Og er man ikke det, så skal man gå på arbejde. Det er sådan, jeg er opdraget.
- Jeg synes, at mange er blevet nogle slapsvanse. Tag jer sammen!