For tre somre siden jublede Dak Wichangoen på Instagram ved udsigten til at skulle giftes med sin udkårne Anders Gjørtler Jensen.
Og nu er der igen glædelige nyheder på MasterChef-dommerens Instagram-profil. Her afslører Dak Wichangoen nemlig i en story, at hun er gravid med parrets andet barn, efter at de i 2021 blev forældre til datteren Lily Gjørtler Wichangoen.
I opslaget kan Wichangoen ses i to videoer - først fra sidste sommer, hvor hun havde “champagne i maven” - og så en video fra denne sommer, hvor hun har “en baby i maven”.
- Jeg er i uge 15-ish. Jeg er sat til sidst på året/starten af det nye år, siger hun til Ekstra Bladet og fortæller, at hun endnu ikke kender kønnet på barnet.
38-årige Dak Wichangoen er tidligere kok på Michelin-restauranten Kiin Kiin og var desuden med i "Vild med Dans" i 2017, hvor hun dansede med Thomas Evers Poulsen. Dak Wichangoen har også kunnet opleves som gæstekok i Go’ Morgen Danmark på TV 2, ligesom hun på samme kanal kunne opleves i “Forræder” i foråret.