Datoen er fundet. Og der vil helt sikkert blive fældet et par tårer, når Keld og Hilda Heick står sammen på scenen for sidste gang den 6. februar næste år. En dato, der på ingen måde er en tilfældighed. Det fortæller det ikoniske par, der har delt liv og scene siden 1981, til Billed-Bladet.
- Den 6. februar har jeg 45-års jubilæum med Keld. Der er det præcis 45 år siden, jeg startede med at stå på en scene. Jeg sagde til mig selv, at det varer nok ikke mere end et års tid, så bliver Keld træt af det, forklarer Hilda til ugebladet.
I december meldte det folkekære par ud, at 2026 vil blive året, de takker af fra livet på landevejen. Det er samtidig også året, hvor de begge fylder 80 år. Nu er slutdatoen for den sidste koncert altså fastlagt, og selv om der stadig er lang tid, til de skal synge deres sidste sang sammen på en scene, bliver de begge allerede nu berørte ved tanken om, hvordan det bliver.
– Åh, jeg tør slet ikke tænke på det. Det bliver vemodigt... der bliver nok fældet nogle tårer, lyder det fra parret, der i marts indledte en store afskedsturné.