Redigeret af Louise Aarkrog, webredaktionen, SØNDAG, Aller Media.

Kathrine Lilleør prædiker, skriver klummer, blogs og bøger og er flittig debattør på tv. Hun er et trækplaster, når hun holder gudstjenester og for nylig er hun flyttet til storbyen og har overtaget Sankt Pauls kirke i Nyboder. Hun er 50 år og mor til tre børn. Og så har hun fundet lykken – både gennem sit arbejde og i kærligheden.

– Jeg skulle aldrig være præst! Det mente jeg, da jeg læste teologi. Det mente jeg, da jeg blev færdig på teologi. Jeg læste bare faget, fordi jeg var nysgerrig på det. Men jeg skulle da ind i reklamebranchen. Jeg skulle være smart i en fart i den reklamebranche. Men det duede jeg absolut ikke til. På den måde er jeg et omvandrende eksempel på, at lykken ikke altid er der, hvor vi forestiller os. Jeg kunne overhovedet ikke finde ud af at lave reklametekster. Omvendt viste et præsteembede i Hvidovre sig at være lykken.

Kathrine Lilleør fortæller her mere om, hvorfor hun ikke skulle være præst. Læs om det på Søndag.dk.

Den rette hylde for en præst

Det var først, da hun blev præst i to små fugtige landsbykirker, at lykken var lige foran hende:

– Min kæmpe lykke i alt det, der bestemt også var smertefuldt dengang, var, at jeg skulle prædike hver søndag og blev tvunget til at trænge ned i evangelierne og se dybt i teksterne i den største af alle bøger, der findes, nemlig Det Ny Testamente. I nogle lidt vilde og frustrerede år var det med til at skubbe mig ind i voksenlivet og holde mig fast i en værdighed, at jeg har haft Kristus, at jeg har haft mit embede, at jeg har haft kirkens forkyndelse. Det betyder, at jeg i mange år, ja, måske lige siden min skilsmisse i virkeligheden, aldrig har forestillet mig, at mine drømmes mål og al min lykke skulle ankomme i form af en mand.

Michéle Bellaiche blev ikke skilt, fordi hun kedede sig. Læs SØNDAGs interview her

Kathrine Lilleør betegner sig selv som et lykkeligt menneske, og hun mener, at lykken hænger sammen med det at blive voksen.

– Og hvad vil det sige at være voksen? Ja, for mig betyder det, at vi passer på os selv, forstået på den måde, at man passer på, at man ikke er for generøs med sig selv i forhold til at komme ud på de dér kanter, hvor man uvægerligt bliver såret og slået og føler sig dybt kærlighedsløs. I mange henseender kan jeg overhovedet ikke finde ud af at passe på mig selv. Men en del af at være i live er netop, at man går ud over sine egne grænser en gang imellem. Og folk går over grænsen. Og det gør jeg også, siger hun til SØNDAG.

Alderen giver Anne Linnet en ballast. Læs hvordan i SØNDAGs interview her