Den britiske sangerinde Cheryl Cole lægger ikke skjul på, at hun på flere måder beundrer hertuginde Kate Middleton.
I et stort interview med The Sunday Times kommenterer den populære popstjerne de omdiskuterede billeder af en topløs Kate Middleton. Billederne blev taget under en ferie med prins William i Frankrig og blev senere publiceret i det franske magasin Closer, hvilket vakte stor forargelse og vrede i det britiske kongehus.
Cheryl Cole kalder publiceringen af de topløse billeder for 'ulækker' i interviewet med The Sunday Times:
- De havde et privat øjeblik, og det blev absolut invaderet. Men hun har et fantastisk par bryster, ik?, tilføjede den bramfri sangerinde til sidst.
Cheryl Cole har tidligere mødt Kate Middleton og synes rigtig godt om hende, fortæller hun i interviewet med The Sunday Times:
- Hun er så... almindelig! Eller, det er hun tydeligvis ikke, fordi hun er en prinsesse, men hun er nem at være sammen med, sagde Cole ifølge Huffington Post.
Kate Middleton skulle også være glad for sangerinden, som hun eftersigende klædte sig ud som til hendes polterabend inden brylluppet med prins William sidste år, skriver Huffington Post.
Kilde: Huffington Post