Flere ud af fængslerne og i fodlænke er sød konservativ musik.
Dagens rapport fra Rockwool Fonden konkluderer blandt andet, at fodlænkeafsoning kan være en god idé, og det får opbakning fra den konservative retsordfører.
"Jeg synes, det er en rigtig god idé taget i betragtning af, at det faktisk var mig, der fremlagde det oprindelige forslag," siger Tom Behnke til Newspaq.
Han vil gerne være med til at gå endnu længere i mulighederne for at blive fange i eget hjem.
"Hvis man findes egnet, og der er nogle klare vilkår, kan jeg ikke se, at der er nogle problemer," lyder det fra Tom Behnke, der fastslår, at milde voldsdomme skal kunne afsones direkte med fodlænke uden et indledende besøg bag tremmer.
Desuden mener Behnke, at fodlænke skal bruges på en ny måde. Til udslusning.
"Har man opført sig ordentlig og er på vej til at blive indstillet til prøveløsladelse, kan jeg også godt forestille mig, at drabsmænd kunne afsone den sidste del af deres straf med fodlænke," foreslår Tom Behnke.
Slutteligt ser den konservative retsordfører en ekstra sidegevinst ved at holde folk ude af fængslerne.
"Der er ingen tvivl om, at afsoning i fodlænke i eget hjem er billigere for samfundet, og det giver også plads i fængslerne til de rigtige kriminelle," siger han.