Midtjyske marker der står under vand, og veje der forsvinder på grund af de store mængder regnvand. Sådan ser fremtiden ud ifølge en ny undersøgelse, som De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland har lavet.
"Udviklingen er allerede i gang, vi oplever flere voldsomme regnvejr, og grundvandstanden er meget høj flere steder. Vores forskning viser, at den årlige nedbørsmængde i Vestjylland er steget med 2-300 mm de seneste 100 år", forklarer seniorforsker Torben O. Sonnenborg, der er en af forskerne bag undersøgelsen, til Politiken.
Mens Jylland drukner, vil Sjælland stå med det modsatte problem. Selv om det vil regne mere end i dag, vil vandet fordampe, før det når ned til grundvandsmagasinerne på grund af den lerede jord. Det kan ligefrem ende med, at sjællænderne kommer til at mangle drikkevand fra undergrunden i de tørre somre.
Det er stigende havtemperaturer i Nordsøen, der er en af de vigtigste forklaringer på de voksende nedbørsmængder i Jylland.
"Generelt set vil vi få mere nedbør om vinteren og mindre om sommeren. Samlet set vil der komme mere regn på et år end i dag, og en større del af det vil komme i mere voldsomme regnskyl, end det er tilfældet i dag", siger Anne Mette K. Jørgensen, der er leder af Danmarks Klimacenter på Danmarks Meteorologiske Institut.