Der er intet der tyder på, at sommeren skulle være på vej.
Noget andet der til gengæld er på vej er kraftig regn, der forventes at ramme store dele af landet senere i dag.
Mere præcist regner DMI med, at der falder omkring 25 millimeter regn fra i eftermiddag og ud på aftenen. Varslet om kraftig regn gælder for Syd- og Sønderjylland, Fyn, Sydsjælland og Bornholm.
Kraftig regn er defineret ved, at der falder minimum 25 millimeter regn inden for seks timer.
Resten af landet slipper dog langt fra, da der her ventes op til 20 millimeter regn.
Et nærmere kig på DMIs vejrmelding viser, at regnen ser ud til at fortsætte indtil tirsdag morgen. Til gengæld kommer der kraftig til hård vind oven i.
Midt på ugen ser det ud til, at der igen kommer lidt sol over landet. Temperaturen for hele perioden bliver mellem 15 og 20 grader.