Jokeren er ude af Vild med dans: Det har været en svær uge

Feltet blev skåret yderligere ned, da Jokeren og Mie Moltke fredag måtte forlade "Vild med dans".
Jokeren er ude af "Vild med dans".
Jokeren er ude af "Vild med dans". Foto: Martin Sylvest/Scanpix

Der stod salsa, vals, quickstep og jive på programmet, da fjerde program af denne sæsons "Vild med dans" løb af stablen fredag.

Den fjerde svingom blev dog den sidste for musikeren Jokeren og danseren Mie Martha Moltke, der efter omdans mod komiker Simon Jul og danser Claudia Rex måtte sige endegyldigt farvel til det populære danseshow.

Jokeren erkendte efter dansen, at han havde haft problemer med aftenens jive. Og det havde dommerne også lagt mærke til.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

- Du var god. Der var noget, der ikke var så godt. Du kunne godt have været mere udstrakt. Men jeg synes stadig, at der er en charme. Og i aften var der også lidt elegance. Det kunne jeg godt lide, sagde dommer Nikolaj Hübbe til Jokeren.

Temaet for aftenen var Hollywood, og det betød, at der blev danset til nogle af de mest ikoniske filmnumre gennem tiden.

Stor ros var der især til skuespillerinde Sofie Lassen-Kahlke og danser Michael Olesen.

- Jeg sidder naglet til sædet i betagelse. Det var fantastisk. Nummeret kommer fra sitcommen "I love Lucy", men jeg må sige I love Sofie, sagde dommer Nikolaj Hübbe til parret.

Næste fredag bliver feltet skåret yderligere ned, når otte par bliver til syv. Showet sendes direkte på TV2 klokken 20.00.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.