Danmarks største dilemma skjules ofte – nemlig at hver fjerde voksne er uden for arbejdsmarkedet, mens samfundet skriger på ansatte.

Konkret står tusinder af pædagogmedhjælpere, rengøringsassistenter, ekspedienter, butiksmedhjælpere, sælgere, kontorpersonale, social- og sundhedsassistenter, lagerarbejdere og bankrådgivere uden arbejde – selvom de gerne vil have et job. De såkaldte jobcentre – tidligere Arbejdsformidlingen – sidder som sædvanligt og sover og undlader at formidle arbejde til de ledige.

Guderne må vide, hvad jobcentrene egentligt beskæftiger sig med, når de ikke er i stand til at matche attraktive ledige med ubesatte job? Et bud er, at den kultur, der nyder fremme blandt dem, der skal skaffe de arbejdsløse et job, er gennemført syg – nemlig at jobkonsulenterne mere ser det som deres opgave at holde den ledige væk fra emsige arbejdsgivere end at skubbe dem ind på arbejdsmarkedet.

Den industri, der drives af a-kasser – reelt filialer af fagforeninger – hænger grundlæggende forkert sammen, idet deres økonomi er afhængig af antallet af ledige. Jo flere der får et arbejde, jo dårligere bevillinger modtager jobcentre, a-kasser og kursusudbydere. De, der bliver ladt i stikken, er de ledige, og dernæst de danskere, der kommer til at mangle velfærdsansatte.