Der var højt humør hos det tyske fodboldlandshold, efter at holdet mandag aften spillede sig endnu tættere på VM-slutrunden i Rusland.
6-0-sejren over Norge i Stuttgart udløste også glæde hos de regerende verdensmestres cheftræner, Joachim Löw.
- Det var den første hjemmekamp i et stykke tid, og tilskuerne var tændte efter at se holdet. Vi bidrog til den gode stemning med flotte kombinationer og mål, siger han til Det Tyske Fodboldforbunds hjemmeside.
Tyskland vandt fredag 2-1 ude over Tjekkiet i VM-kvalifikationen, men i den kamp levede tyskerne i egen vurdering ikke op til egne evner.
Det lykkedes til gengæld i opvisningen mod Norge, hvor Tyskland hentede den ottende sejr af lige så mange mulige i gruppe C.
- Vi sagde efter Tjekkiet-kampen, at vi igen skulle have en anden ånd på holdet.
- Vi lavede vanvittigt gode løb, og når man gør det, er det uundgåeligt, at man får målchancer.
- Vi ville have flere afslutninger mod mål, det var vores målsætning. Det var virkelig sjovt at se på, siger Joachim Löw.
Midtbanespilleren Sami Khedira er også godt tilfreds.
- Vi var yderst motiverede for at levere en bedre indsats end fredag i Prag.
- Begyndelsen var rigtig god, og vi holdt ikke op senere. Alle havde lyst til at spille fodbold, det kunne alle tilskuere se, siger Juventus-spilleren.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.