Den dansk/svenske film "Maria Larssons evige øjeblik" vandt hele fem Guldbakke-priser ved den svenske prisuddeling i weekenden. Heraf gik den ene til den danske skuespiller Jesper Christensen, skriver Det Danske Filminstitut.
Den danske Bond-skurk blev belønnet for sin præstation som fotografen Sebastian Pedersen i filmen af Jan Troells. Men også andre af filmens skuespillere blev belønnet ved aftenens svenske branchefest.
Filmens absolut midtpunkt, Maria Heiskanen, fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle for sin præstation som Maria Larsson.
"Maria Larssons evige øjeblik" er indstillet til at blive nomineret til en af de prestigefulde Oscar-statuetter, i kategorien bedste ikke-amerikanske film. Nomineringerne offentliggøres den 22. januar, præcis en måned før Oscar-festen den 22. februar.