Vinteren står for døren, og mens de fleste af os kan varme os under dynen derhjemme, så bliver flere hjemløse afvist på hovedstadens herberger.
For der er ingen ledige pladser på herbergerne. Det viser en rundringning til Hovedstadsområdets herberger, som SAND, De hjemløses Landsorganisation, har lavet, og som DR P4 København har fået.
Og i år er herbergerne så fyldte, at herbergerne ikke engang kan henvise de hjemløse til andre herberger, hvis de ikke selv har plads.
- Nu siger man, at der ikke er plads nogen steder, men du kan jo tage til Sakskøbing eller Aalborg eller andre steder langt væk, hvis du gerne vil have en herbergsplads, siger Ask Svejstrup, som er sekretariatsleder i SAND, til DR P4 København.
Jesper Christensen, som er socialborgmester i Københavns Kommune for Socialdemokratiet forklarer til DR P4 København, at man blandt andet har forsøgt at komme problemet til livs ved at oprette natcaféer, hvor de hjemløse sover på større sovesale.
Men den løsning er ifølge Ask Svejstrup ikke god nok:
- Der er uro, man bliver bestjålet og smittet med sygdomme, siger han til DR P4 København.
Peter Pedersen, som har været hjemløs i syv år, vil da heller ikke bruge natcaféerne:
- Jeg bryder mig ikke om natcaféerne, for der stjæler folk, så jeg vil hellere ligge ude på gaden, siger han til DR P4 København.
Selvom Peter Pedersen ikke ser ud til at kunne få plads på et herberg og ikke vil sove på natcaféerne, så er han fortrøstningsfuld:
- Jeg skal nok finde et sted at sove i en port eller et eller andet, siger han til DR P4 København.