Selv om det måske har været en af karrierens største internationale roller, så er den danske skuespiller Jesper Christensen ikke videre stolt af rollen som skurken Mr. White i de seneste to James Bond film.
Ifølge Politiken.dk har skuespilleren derfor heller ikke nogen ambitioner om at vende tilbage i en senere film.
"I dag vedgår jeg gerne, at jeg betragter de film som noget rigtigt lort. De dør jo alle sammen, så to film må være nok", siger Jesper Christensen.
Udtalelsen er dog et noget markant holdningsskift siden 2008, hvor han i et interview med hjemmesiden Filmz.dk kun havde rosende ord til overs for filmene.
"'Casino Royale' var en fantastisk fed film. Jeg var stolt over at være med i den, og jeg var helt overrasket over, at det kunne blive så godt. Jeg syntes, de vendte hele skuden," sagde Jesper Christensen den gang.
Jesper Christensen spillede med i to James Bond film. Den første film var 'Casino Royale', hvor han blandt andet spillede sammen med Mads Mikkelsen.