Han sidder ikke ned, når han spiser. Ikke fordi han har travlt, men Jens Jørn Spottag, der den 13. december fylder 60 år, bliver bare aldrig typen, der slænger sig i en stol eller sofaen. Det passer ham bedre at være i bevægelse.
Det behov får han i den grad opfyldt som skuespiller. For ham er ingen dage er ens, og sådan har det været i hans mere end tre årtier lange karriere.
- Skuespillet er en flygtig kunstart. Man knokler med noget, som man synes, er det vigtigste i verden, og om to måneder er det hele forbi, forklarer han.
- Nogle gange kan jeg knap nok huske, hvad jeg lavede sidste sæson. Men jeg prøver at lade det strømme som vand gennem systemet og at acceptere, at det er så flygtigt, som det er. Det er jo charmen ved mit erhverv, siger han.
Med roller i Niels Arden Oplevs "Drømmen" og "To Verdener" og flere sæsoner som håndboldtræneren John Larsen i "Arvingerne" har han indtaget danskernes bevidsthed. Han elsker at lave film, men det er på teatret, Jens Jørn Spottag allerhelst befinder sig.
- Det er mødet med publikum, og når det hele er umuligt, det rykker for mig. Det er pissebesværligt, for man skal fra 0 til 100 hver dag. Det kan jeg godt lide, siger han.
Han var ikke mere end 11 år, da han opdagede skuespillet. Stående, henslængt fodboldshorts og med røde kinder over ryglænet på en stol i stuen, så han Bertolt Brecht-stykket "Artoro Ui" med Berliner Ensemblet, som DR sendte i fjernsynet.
- Det var bare skuespillet, jeg skulle. Endelig var der noget, hvor man kunne kombinere fantasi og leg med sin fysik, fortæller Jens Jørn Spottag.
Som lille havde han svært ved at sidde stille i skolen. Til gengæld var han eminent god til at lege.
- Det værste var, hvis der var en, der midt i legen stoppede op og syntes, at man var åndssvag, fordi man havde levet sig fuldstændigt ind i legen, og fråden stod om munden på en, og man var helt glad i låget og inspireret, siger Jens Jørn Spottag.
Sådan har han det stadig, hver gang han stiller sig på scenen.
- Det er en leg, men det er en alvorlig leg. Jeg kunne ikke holde mig selv ud, hvis jeg ikke kunne give 100 procent og hidse mig selv op over det og få blodsmag i munden, så ville jeg stoppe. Der skal være et hvis engagement, før jeg gider.
Ærgerrigheden omkring sit arbejde, er noget, han mener, han har fået med hjemmefra.
Jens Jørn Spottag voksede op i Odder i Østjylland, og hans forældre havde deres egen bagerforretning.
- Min far har altid elsket sit arbejde. Det var fedt at se på. Min mors og fars engagement i det, de har lavet, har smittet mig, siger han.
Derfor er han heller ikke på nogen måde ved at drosle ned på skuespillet - hverken på teateret eller på film.
Han griner, når man nævner ordet efterløn.
Lige nu har han fast engagement på Det Kongelige Teater, hvor han spiller forestillingen "Maskerade", og han ved, at han også skal være der de næste to sæsoner. Hvad de skal spille, ved han ikke endnu, og det passer ham glimrende.
- Jeg føler, at jeg stadig er nysgerrig og ærgerrig efter, at der skal ske noget. Jeg har ikke nogen deciderede drømmeroller, men jeg håber, jeg kan blive ved med at lave noget, der giver mig et kick, siger han.
/ritzau/