Graffiti, smadrede ruder og gadelygter var tidligere problemer, som beboerne i Akacieparken i København mødte dagligt. Men det er nu fortid.
På kun to år har Nahid Yazdanyar og Zaki Omar fået vendt en negativ udvikling i området sammen med to andre i Projekt Hotspot.
"Når en ung dreng er kommet ud i noget skidt, så finder jeg ham, snakker med en skolevejleder og tager ham måske med til noget fodbold," fortæller Zaki Omar.
På den måde fastholder han de unge, der får noget at give sig til.
Imødekommende
Nahid Yazdanyar arbejder mest med nærområdets kvinder og familier. Hun har altid sin dør åben og har skabt et tillidsrum for familier, der ikke kan søge hjælp andre steder.
"De siger ting til mig, som de ikke tør sige til nogen andre. Tillid er det bedste, jeg har opnået herude. Det betyder meget i vores arbejde," fortæller Nahid Yazdanyar.
Sammen med to andre etnisk danske medarbejdere blev de for to år siden ansat af Lejerbo i en projektgruppe i et boligsocialt helhedstema.
Og de to har fået meget ud af arbejdet i boligområdet.
Små og store succeser
"Hver gang, der er nogen, der kommer tilbage og er glade for, at noget er lykkes, giver det mig rigtig meget igen. At det fører til noget. Det kan være stort og småt. Men også den tillid, jeg møder hos hos folk er det bedste," siger Nahid Yazdanyar.
Zaki Omar er selv opvokset i Akacieparken, og han er stolt af den nuværende udvikling.
"Når jeg hjælper en, der kommer ind på en uddannelse eller får en læreplads, er det rigtig fedt. Jeg bliver ekstra glad. Jeg hjælper de her mennesker," fortæller Zaki Omar.
Usikker fremtid
Projektet har en udløbsdato om to år. Det bekymrer de to projektmedarbejdere, for det er svært at forankre de gode ting hos andre på så kort tid.
"På den ene side er jeg bevidst om, at det er så vigtigt det her. Men på den anden side tænker jeg også på, hvad der sker, når vi ikke er her mere," siger Nahid Yazdanyar.