Kvindelandstræner Jan Pytlick mener efter et møde med ligatrænerne, at vejen er banet for et konstruktivt samarbejde. Det fortæller Pytlick til Dansk Håndbold Forbunds (DHF) hjemmeside.
- Jeg har lyttet til de kritikpunkter, der har været fremsat, og har selv givet ligatrænerne nogle input.
- Og når det har bundfældet sig, er vejen i mine øjne banet for et konstruktivt samarbejde, der kan føre dansk kvindehåndbold videre ad det spor, vi satte ud af i weekendens Golden League, siger Jan Pytlick.
Mandagens hastigt indkaldte møde blev afholdt på Hotel Hedegården i Vejle. Til stede var DHF's landsholdsledelse - anført af sportschef og herrelandstræner Ulrik Wilbek og Pytlick selv - samt klubtrænerne i Dame Håndbold Ligaen.
Det udmøntede sig i enighed om, at man skal gøre fælles front i forhold til at føre dansk kvindehåndbold tilbage til verdenstoppen igen.
- Vi har haft et utroligt konstruktivt møde, hvor vi har fået belyst en række hidtidige problemstillinger samtidig med, at vi er enedes om, at øget kommunikation og opfølgning er vejen frem for samarbejde omkring kvindehåndbolden i Danmark med Jan Pytlick og Ulrik Kirkely som de ansvarlige for det danske kvindelandshold, siger trænernes talsmand, FIF-træner Morten Østergaard.
Søndag vandt kvindelandsholdet sin tredje kamp ud af tre mulige i træningsturneringen Golden League.
/ritzau/