Selvom det i første omgang ikke så ud som om, at den nye iPad Mini var specielt populær blandt de ellers ivrige Apple-tilhængere, så har den lille ny overrasket positivt i dens første weekend på markedet.
I alt har Apple solgt tre millioner iPads på tre dage over weekenden, lyder det i en meddelelse fra virksomheden. Tallet dækker både over en ny generation af den store iPad og den nye iPad Mini, der har en skærm på bare 7,9 tommer.
Apple har dog ikke løftet sløret for, hvor meget modellerne har solgt hver især, men analytikere er optimistiske på den lille tavlecomputers vegne.
Ifølge Reuters lyder deres vurdering, at Apple har solgt omkring 2,3 millioner Mini'er mod en forventning på maksimalt 1,5 millioner solgte.
Da iPad Mini blev sat til salg fredag var køerne langt fra så lange, som da Apple lancerede sin seneste iPhone, men virksomheden siger, at efterspørgslen efter Mini'en var så stor, at den "praktisk talt" er udsolgt.
- Vi arbejder hårdt for at bygge flere for at efterkomme den utrolige efterspørgsel, lyder det fra Apple-chef Tim Cook.
Finansmarkederne på Wall Street har ventet på tallene med stor interesse, for Apple skuffede i det seneste kvartal. Nu er håbet, at Mini'en kan give Apple et skub i julehandlen, hvor der er stor konkurrence om tavlecomputer-kunderne.
Apple har aldrig før introduceret to forskellige iPads i samme kvartal.
Og mens tallene ser pæne ud, så mener analytiker Tavis McCourt fra investeringsrådgivningsfirmaet Raymond James, at Apple skal sælge yderligere 20 millioner iPads for at leve op til forventningerne.
Problemet er dog, at Mini'en er dyrere end konkurrenternes tavlecomputere, lyder det fra flere kanter.
Apple har tabt markedsandele for tavlecomputere og er gået fra 59,7 til 50,4 procent i tredje kvartal. På andenpladsen ligger Samsung med 18,4.
/ritzau/Reuters