Inter sparede mange stamspillere, men det var alt rigeligt, da holdet torsdag aften lagde vejen forbi Baku i Aserbajdsjan for at møde FK Neftchi.
Det italienske hold vandt 3-1 og sikrede den første sejr i årets Europa League-gruppespil.
Philippe Coutinho bragte Inter foran efter 10 minutter, og da den halve time blev rundet, scorede Joel Obi til 2-0.
Tre minutter før pausen øgede Marko Livaja føringen til 3-0, og så var den kamp mere eller mindre afgjort.
FK Neftchi formåede at score en enkelt gang i anden halvleg ved Nicolas Canales, men reel spænding blev der ikke tale om.
Inter havde et enkelt point i gruppe H før kampen mod Neftci, eftersom holdet kun med en scoring i overtiden havde fået 2-2 hjemme mod Rubin Kazan i den første kamp.
Den russiske klub vandt torsdag 2-0 hjemme over Partizan Beograd fra Serbien.
Gökdeniz Karadeniz og Alexander Ryazantsev scorede målene for Rubin Kazan, der har fire point ligesom Inter.
I gruppe A blev den tidligere Inter-stjerne Samuel Eto'o helten for russiske Anzhi, da han på et straffespark og en sen scoring sørgede for 2-0 i hjemmekampen mod Young Boys fra Schweiz.
Anzhi har fire point efter to kampe, mens Young Boys er uden point.
/ritzau/