Til trods for at flere fynske medier de senetse dage har rapporteret om flere drab på katte i et villakvarter i Svendborg, har politiet endnu ikke hørt fra borgere, der kan bidrage til opklaring af den mystiske sag.
Det er til trods for, at Dyrenes Beskyttelse har udlovet en stor dusør til den person, der kan føre politiet til gerningsmanden.
- Vi har ikke fået en eneste henvendelse. Det kan undre én en smule, når der er en dusør på 10.000 kroner, siger vicepolitikommisær Palle Pedersen fra lokalpolitiet i Svendborg til Avisen.dk
Ingen opklaring uden tip
Uden et tip fra borgerne, vil sagen næppe blive opklaret, da der ikke er andre spor at gå efter.
- Vi kan ikke gøre ret meget, for det kræver at nogen retter henvendelse til os, eller vi har en ide om, hvem vi skal rette henvendelse til. Men vi har ingen spor, så vi må vente til nogen giver et praj, siger han.
Skulle gerningsmanden, der efter sigende skulle have mindst fire kattemord på samvittigheden, blive fanget, så kan han eller hun se frem til en plettet straffeattest og en bøde på mellem 5.000 og 10.000 kroner.