Nicolas Anelka har spillet sin sidste kamp for det franske landshold.
Chelsea-angriberen blev sendt hjem fra VM, fordi han ytrede sig mindre pænt om landstræner Raymond Domenech i omklædningsrummet.
Og hvis det står til den nu fratrådte chef for det franske fodboldforbund, Jean-Pierre Escalettes, kommer Anelka aldrig til at spille for Les Bleus igen.
"Hverken jeg selv, min efterfølger eller en fremtidig træner vil glemme, hvad der skete, og alle vil sørge for, at Anelka aldrig spiller for Frankrig igen," siger Escalettes til avisen L'Equipe.
Anelkas hjemsendelse fik de franske spillere til at boykotte en træning forud for den sidste gruppekamp mod Sydafrika, som Frankrig tabte og dermed røg ud af VM.
Den franske VM-fiasko har været behandlet af et udvalg i det franske parlament.
Her forklarede Domenech, der nu er trådt tilbage som fransk landstræner, hvorfor han efter kampen mod Sydafrika ikke ville give hånd til holdets brasilianske træner, Carlos Alberto Parreira.
Det skyldtes, at Parreira havde sagt, at Frankrig ikke fortjente at være med ved VM, fordi Henry brugte hånden i den afgørende kamp mod Irland.
"Jeg ønskede at forsvare vores værdier, både mine og det franske holds. Ingen har ret til at fornærme det franske hold," sagde Domenech.