Det første grin er det vigtigste. Men det kræver sin kvinde at få 150 nervøse oscar-nominerede og deres ægtefæller og hundrede millioner af tv-seere til at bryde ud i skraldlatter. I morgen hviler opgaven på Ellen DeGeneres skuldre. 
»Jeg har faktisk sceneskræk. Jeg kaster ikke op på scenen, men jeg prøver at bedømme mig selv i publikums sted. Jeg vil have publikum til at slappe helt af. Når publikum griner og har det sjovt, rider jeg med på den bølge af energi,« siger Ellen DeGeneres.

Egentlig presset virker hun ikke. Nærmere energisk og spændt på den ikke-anspændte måde, da hun hiver hele latterammunitionen frem og afvæbner det ene spørgsmål efter det andet med en joke.
»Jeg tager bare lidt af Chris Rocks materiale og lidt af Whoopie Goldbergs. Lige nu sidder jeg og kigger gamle bånd igennem. Jo ældre, jo bedre. Jeg har nogle virkelig gode jokes om Ben Hur.«

Kommer du til at synge ligesom i dit eget talkshow?
»Nej.« 

Danse?
»Nej, for det er også lavet før. Jeg tror faktisk ikke engang, at jeg vil snakke i år. Jeg vil bare stå i en boks og mime.«
»Oh, dear,« mumler produceren ved siden af Ellen DeGeneres.

Men selvom komikeren har været vært ved flere store prisuddelinger, har det bestemt ikke været latter det hele. Ved Emmy-prisuddelingerne i november 2001 meldte to værter afbud, da de ikke følte, de kunne magte opgaven så kort tid efter 11. september. Ellen DeGeneres blev valgt i stedet og modtog stående klapsalver for sin præstation, der blandt andet inkluderede denne meget omtalte joke: 
»De siger, at vi skal fortsætte med at leve, som vi plejer, for ellers vinder terroristerne. Og helt ærligt, hvad kunne provokere talebanerne mere end en lesbisk kvinde i et jakkesæt, der taler foran en hel sal fuld af jøder?«

Ikke ’den lesbiske vært’

Ellen DeGeneres har fået fuldstændigt frie hænder til årets show, og ingen får lov at gennemse hendes materiale, inden hun går på scenen. Måske fordi hun ikke har tænkt sig at være specielt politisk denne gang.
»Jeg er ikke et politisk menneske. Jeg har min personlige tro og mine idéer, men jeg føler ikke, at det er vigtigt at dele dem med alle. Dog er jeg bevidst om, at vi kommer hele verden rundt i en tid, hvor mange lever med en vis form for frygt. Så jeg kommer til at berøre det emne, men det bliver som amerikaner og som repræsentant for USA og Hollywood.« 

En ting, hun håber på at slippe for, er at høre om sin seksualitet. Som erklæret lesbisk har hun været udsat for diverse bizarre angreb fra den ekstreme højrefløj i USA. I 2005 blev hun sågar beskyldt for at være skyld i orkanen Katrina af den højreorienterede tv-vært Pat Robinson.
»Ved at vælge en erklæret lesbisk som vært til årets Emmy-uddeling har Hollywoods elite tydeligvis indbudt Guds vrede,« sagde han og satte derefter spørgsmålstegn ved, om det nu også var et tilfælde, at orkanen havde ramt Ellen DeGeneres’ hjemby New Orleans.

Men du bruger jo også din seksualitet aktivt, for eksempel ved Emmy-uddelingen efter 11. september. Er der en lille del af dig, der gerne vil drille og triumfere ved at trodse folks fordomme?
»Nej, jeg glemmer faktisk, at jeg er lesbisk, indtil folk minder mig om det. Jeg har ikke den der følelse af at være ’den homoseksuelle vært’. Det har jeg bare ikke. Det betyder åbenbart noget for folk, men jeg tænker ikke over det på den måde.«

Det er mit kick

Har du en fornemmelse af at være banebrydende i forhold til en minoritet – ligesom Chris Rock var det som sort vært? 
»Målet må vel være, at det er uden betydning, om det er en sort mand eller sort kvinde eller en lesbisk kvinde. Det handler vel om, at de udfører opgaven ordentligt. Vi er så ivrige efter at sætte mærkater på folk. Du er republikaner, du er demokrat, du er dit og dat, og vi har intet tilfælles. Det handler ikke om, at vi skal være gode ved hinanden.«

Så der kommer ikke nogen ’Brokeback Mountain’ jokes i år?
»Det var sikkert på grund af den film, at jeg ikke blev spurgt sidste år. Den film og mig som vært ...? Alt for homoseksuelt.«

Kommer vi til at se dig som vært igen?
»Ja, det er mit show nu. Jeg har tænkt mig at tisse på scenen for at markere mit territorium. Altså, jeg ville da elske at gøre det igen. Jeg kan godt lide værtsrollen. Selv når jeg bare skal lave stand-up, er det som at springe ud i faldskærm eller at bestige et bjerg. Det er mit ’kick’.«