På Solsikkestuen løber 18 børn rundt på strømpesokker med uglet morgenhår. Normalt er de 20, men nogle ligger syge derhjemme. Selvom børnene kun er fem-seks år, skal de snart ud i den store verden og starte i skole.
Mette Munck Theisen og en pædagogisk assistent har ansvaret for dem indtil da, og med rolig og mild stemme får hun ro på de larmende drenge og samler flokken til morgensamling på gulvet.
Hver gang hun råber navnet op på et barn, skal det sige et dyrenavn. Stinkdyr, giraf, dinosaur. Bagefter sender de luftkys til dem, der ligger syge. En frugtskål går rundt med bananer, og børnene gnasker løs, mens de lytter med på Mette med store øjne. Hun fortæller med venlig stemme, hvad de skal i dag og svarer tålmodigt på de mange spørgsmål.
Men de øjeblikke, hvor der er ro og koncentration, er sjældne, lyder det fra pædagogen. Og det er langt fra alle børn, der når med i dialogen med de voksne.
- Vi bruger meget af vores tid på at slukke brande og løse konflikter overfladisk. Det bider sig i halen, for de samme konflikter opstår igen og igen, og vi når aldrig at løse det, der ligger bag, fortæller Mette Munck Theisen.
Hun mener ikke, der er tid til at give hvert enkelt barn den omsorg, det behøver.
Hun valgte at dedikere sit liv til børn, fordi hun gerne vil hjælpe alle de udsatte. Men efter 12 år som pædagog føler hun, at der er blevet færre hænder til at løfte opgaven. Derfor ser hun med frustration på, at de børn, der har brug for hjælp, bliver ladt i stikken.
- Nogle bliver voldsomme, når vi ikke har tid til dem, og det går ud over alle. Andre børn lukker helt af og forsvinder ind i sig selv. De giver simpelthen op, og det er dybt frustrerende, siger hun.
Derfor går hun ind for en minimumsnormering på 5-6 børn per voksen.
- Det ville betyde, at vi kunne sprogstimulere dem, der har behov for det. Vi kunne arbejde mere med motorikken, og vi ville nå ind til alle børn, fortæller Mette Munck Theisen.
11,5 barn per voksen
Men seks børn per voksen er meget langt fra den virkelighed, som Mette Munck Theisen arbejder i.
I hele institutionen er der 63 børn og otte voksne. Efter sommerferien vil antallet af børn på Solsikkestuen stige til 23. Men der er hverken råd til flere fastansatte eller til vikarer i budgettet.
Med otte voksne i hele institutionen kan de lige akkurat få dagen til at hænge sammen. Men når en melder sig syg, vælter korthuset.
- Klokken 12.30 har to af de voksne fri. Men i dag er der også to syge. Derfor er vi kun fem tilbage i eftermiddag, fortæller Mette.
Mellem 12 og 13 skal de ansatte også nå at holde pause. Derfor er der tidspunkter, hvor der kun er to voksne på legepladsen til at holde øje med alle børnene. Hvis et barn skal tisse eller slår sig og har brug for hjælp, må den ene voksne stå alene tilbage på legepladsen.
Og det er ikke det eneste tidspunkt, hvor de er pressede, lyder det fra pædagogen. Klokken 8 om morgenen er mange børn afleveret, men der er stadig kun mødt to voksne ind. Samtidig er det her, de burde få snakket med forældrene. Men det er der ikke tid til. Og præcis det samme gentager sig klokken 16, hvor de også kun er to voksne tilbage.
Det bliver også ofte bemærket fra forældrene, at de voksne i institutionen har travlt om morgenen.
- Nogle forældre siger: "Nå, nu er du alene igen". Men de ved godt, at det ikke er vores skyld, siger Mette Munck Theisen.
Børn under pres
Ture ud af huset er noget, der hører til sjældenhederne. I februar nåede de kun en enkelt tur. Hvis børnene skal på tur, skal de nemlig låne en voksen fra en anden stue, for det er umuligt at passe på 20 børn ude i trafikken, hvis man kun er to voksne.
Ifølge Mette Munck Theisen er alt det, der giver livet som institutionsbarn kvalitet, under et urimeligt pres i øjeblikket.
- Jeg er voksen. Derfor kan jeg klare et stort pres. Men det kan børn ikke. De har brug for ro og tryghed, hvis de skal være i institution hele dagen, siger hun.
Efter morgensamling sætter de Mette Munck Theisen og den pædagogiske assistent børnene i gang med tegneøvelser. De drenge, der tidligere løb larmende rundt, sidder nu koncentreret og maler farlige dyr, mens de forsøger at fange Mettes opmærksomhed.
De vil gerne vide om Mette også kan lide dinosaurer.