Letters From Iwo Jima
Instr. Clint Eastwood
******
Egentlig er det så indlysende, at det burde være et fag på filmskolen. At man som instruktør bevæger sig over i fjendens lejr uanset om vi taler terrorisme eller racisme eller gamle krige, som ingen har glemt.
For især det uhørt blodige slag om den strategisk vigtige Stillehavsø Iwo Jima rummer smertefulde minder for begge parter.
Mere end 20.000 japanske soldater ofrede sig i den håbløse kamp, mens næsten 7000 amerikanske marineinfanterister måtte lade livet på vulkanøens golde, sorte strande.
Instruktør Clint Eastwood har allerede fortalt historien med amerikansk helte/antihelt-vinkel i ?Flags of Our Fathers’, men denne gang overrækker han brillerne til de japanske øjne i en noget mere fokuseret fortælling.
Februar, 1945. De japanske soldater graver skyttehuller i strandsandet, da general Kuribayashi (fantastisk spillet af Ken Watanabe) ankommer til den fortabte ø. Han har engang studeret i Amerika, og er indstillet på at tabe øens betydningsfulde landingsbane med æren i
behold. Hans nye forsvars-strategi (at føre krig via tunneler i klippehulerne) bliver trods protester mere effektiv end forventet, og vi følger både den stålsatte, men humane general og den menige, desillusionerede soldat Saigo (den perfekt castede Kazunari Ninomiya), mens nederlagets skam, angst og fortvivlelse langsomt kommer snigende ind på de ærefulde forsvarere.
To sider, samme sag
Kun 200 japanere overlevede, især fordi det blev anset for gloriøst at tage sit eget liv. Det er et af de dramatiske højdepunkter i en noget langsommelig fortalt film. Men man tilgiver det slæbende forarbejde, fordi ventetid netop er grundstemningen i ?Letters From Iwo Jima’.
Ingen krigsfilm er så konsekvent fortalt med fjendens øjne. Der er naturligvis alle anti-krigsfilms moder ?Intet nyt fra vestfronten’ (1930) og noget, der ligner i Pearl Harbor-dramaet ?Tora! Tora! Tora!’ (1970) og Sam Peckinpahs bag fronten-beretning ?Jernkorset’ (1977). Men
her står det med al tydelighed klart, at krigens rædselsvækkende væsen rammer alle, når kulturer strækker våben. Helte og skurke findes på begge sider. Det er budskabet i Eastwoods modige sideskift, der blandt andet er baseret på general Kuribayashis breve til sin familie.
Al dialog er på japansk, og man bliver langsomt trukket ind et skånselsløst slag, hvor man dårligt nok ved, hvem man skal holde med. På et tidspunkt bliver en amerikansk soldat for eksempel fanget og spiddet med bajonetter, mens han skriger om hjælp. At vi normalt holder med ham, er en væsentlig pointe, der understreger at alle parter bringer uskyldige ofre - også i såkaldt ?retfærdige’ krige.
?Letters From Iwo Jima’ er på den måde et opgør med den traditionelle sort/hvide-krigsfilm, der med sin dobbelte synsvinkel samtidig gør den til et nyskabende og vigtigt monument over vores måde at fortolke krig.