FORTÆLLINGERNE VAR barske. Så barske, at voksne mænd og kvinder græd, mens de læste historier op om syge og skadede danskeres kamp mod systemet – en kamp mod ydmygelse, umyndiggørelse og meningsløshed.
Oplæserne var kendte kunstnere. Politikere. Fagforeningsformænd. Sociale aktivister. Mennesker, der for en stund gav deres stemme til nogle af dem, der har forsøgt at råbe efter hjælp i mange år, men som aldrig rigtig er blevet hørt.
Projektet hed ”24 timer for de reformramte”, og det var en maratonoplæsning af reformramte danskeres oplevelser med det danske beskæftigelsessystem.
Stedet var Alternativets lokaler på Christiansborg, tidspunktet var en weekend i februar og arrangementet var tilrettelagt i samarbejde mellem Alternativet, Jobcentrets Ofre, Bekæmp Fattigdom Nu, Næstehjælperne og Enhedslisten.
Meningen var, at synliggøre danskeres møde med nogle af mange beskæftigelsesreformer, som har gjort livet som udsat i Danmark så meget sværere. Ikke mindst førtidspensions- og fleksjobreformen samt kontanthjælpsloftet med 225 timers reglen, der står som skampletter på det velfærdssamfund, som engang var kendt for at holde hånden under alle.
Tegning: Jesper Myrthue
VI LÆSTE fra klokken 12 lørdag til klokken 12 søndag. Og gennem døgnet ankom folk som Anne-Marie Helger, Henrik Nordbrandt, Annelise Marstrand, Maibritt Berlau, Chilli Türell, Dennis Kristensen og mange andre til Christiansborg for at læse de udsatte danskeres beretninger og tale om det, de læste. Det hele blev livestreamet på Facebook og Youtube, som den mest sete streaming i Danmark og flere gange på top fem i Europa.
Beretningerne var fyldt med kamp og smerte. Danskere, som flest, der fx havde arbejdet et halvt liv og pludselig var blevet ramt af sygdom eller skade og efter 22 uger var blevet til et nummer i systemet. Landsmænd- og kvinder i deres livs krise, parkeret i endeløse resurseforløb og jobtræninger, som gjorde alt for at blive raske og komme videre. Som ikke ønskede at ligge nogen til last.
Og alle vi, der læste op gennem det weekenddøgn, oplevede hvor lidt klynk og klage og selvmedlidenhed, der var i historierne.
MEN ÉN ting var de alle fortvivlede over. Én ting overstrålede næsten de mest alvorlige lidelser og skader, som nattens hovedpersoner kæmpede med.
Og det var umyndiggørelsen. Det var, at skiftende sagsbehandlere havde fået kontrollen over deres liv. Det var meningsløsheden i tilbuddene. Det var ventetiden. Det var tilfældigheden i tvangsaktiviteterne. Det var mistroen fra velfærds Danmark.
Ja, det var mødet med det velfærdssystem, de havde betalt skat til og haft tillid til ville gribe dem, hvis de en dag fik brug for det.
24 timer for de reformramte var en demonstration mod de såkaldte fattigdomsreformer. Det var ikke rettet mod sagsbehandlere og offentlige frontmedarbejdere, som også er i klemme i systemet og oplever umyndiggørelse ved, at de tvinges til at administrere de reformer, der rammer og skaber udsatte danskere. Det var rettet mod de politikere, der kan ændre førtidspensions- og fleksjobreformen. Mod de politikere, der kan rulle kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen tilbage.
OG SVARET fra de ansvarlige politikere bag førtidspensions- og fleksjobreformen, kom promte. Ugen efter maratonoplæsningen præsenterede SF, S, R, K, V og LA en lille justering af førtidspensions- og fleksjobreformen, som måske vil betyde, at nogle meget syge danskere kan få deres førtidspension uden at skulle i resurseforløb med jobtræninger. Afhængigt af hvordan kommunerne administrerer de små ændringer. Men der var ikke slækket på de sparemål på flere milliarder af kroner, som lå i den nye reform fra 2012. Der bliver ikke bevilget flere førtidspensioner til syge og skadede danskere, hvis arbejdsevne er nede på få timer om ugen.
Cirkusset fortsætter, og de ansvarlige partiers hovedbudskab var at udskyde hovedevalueringen af reformen til foråret 2018 med mulighed for eventuelle justeringer til 2019. Man har udskudt reparationen af reformens kæmpestore menneskelige slagside til efter et valg. Hvis det overhovedet kommer til at ske.
Ugen efter kom en ligeså alvorlig udmelding fra Mette Frederiksen omkring kontanthjælpsloftet og 225 timers reglen, som er indført af V, K, LA og DF. Nu skulle den ikke længere rulles tilbage, men der skal nedsættes en ydelseskommission.
Da reformen blev indført i 2016 var der ellers under en storm af protester fra oppositionen, anført af Socialdemokraterne i folketingssalen.
Så i 2016 sagde LO's formand Lizette Risgaard, at hun var sikker på, at en kommende socialdemokratisk regering ville rulle kontanthjælpsloftet tilbage. Og Mette Frederiksen sagde de berømte ord:
- Lur mig om hun ikke får ret.
Det får LO formanden ikke. Socialdemokraterne overvejer ganske vidst at støtte de reformramte børn, men børn hænger som bekendt sammen med deres familier, og når børnene oplever, at der ikke er råd til dem, oplever de også forældrenes ulykke og afmagt og det hele forplanter sig til forarmelse og elendighed.
Som menneske oplever jeg det som et politisk og moralsk skred, at viljen til at hjælpe udsatte og reformramte medborgere er så lav. Vores velfærdssamfund har vel aldrig svigtet så mange tusinde udsatte og reformramte danskere som nu? Og det allerværste er, at det ikke er nødvendigt. I det sene efterår fortalte regeringen, at der er 42 milliarder kroner i samfundets såkaldte råderum, som kan bruges til at investere i samfundet. Nu kommer nogle af pengene sikkert fra usikre fremtidige besparelser, mens andre er luftdollars. Men når man tænker på, at det vil koste under en milliard at tilbagerulle kontanthjælpsloftet og få hundrede millioner at give førtidspension til syge, skadede og seriøst trængende danskere, er det jo absurd, at så mange mennesker i dag skal leve uden sikkerhedsnet og håb. Hvorfor i alverden skal vi spare på hjælpen til de udsatte, når statskassen bugner?
VI ER mange, der håber, at et eventuelt regeringsskifte kan medvirke til at skabe et mere socialt bæredygtigt samfund – et samfund, hvor der er plads til, at alle kan leve et værdigt liv. Vi har et fælles ansvar for at høre de udsattes råb om hjælp. Også dig kære læser, i kraft af din rolle som vælger og medborger i et demokratisk, solidarisk samfund. For når det politiske flertal på Christiansborg svigter de mest udsatte og syge danskere, sender de nemlig håbet om et bedre liv i hænderne på folket. Og så er det sådan set underordnet, om din stemme går til Alternativet eller Enhedslisten eller et helt tredje parti: Så længe det fremmer et mere lige, værdigt og social retfærdig Danmark. Så hvis jeg skal slutte med en lettere fri omskrivning af et godt Kim Larsen citat, vil jeg sige: Stem på dem, der bekymrer sig om de udsatte og fattige – de andre skal nok klare sig.
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.