Fra juli til august faldt huspriserne på landsplan med 1,6 procent. Det viser en ny opgørelse fra Danmarks Statistik.
Også prisen for ejerlejligheder gik tilbage med 1,4 procent, mens prisen for et sommerhus steg med 0,5 procent.
Set over en periode på tre måneder er der dog stigende priser på alle tre boligtyper. Her steg ejerligheder med 2,2 procent, sommerhuse med 0,9 procent og huse med 0,2 procent.
Opgørelsen fra Danmarks Statistik bygger på handler, der er tinglyst på beregningstidspunktet, hvilket for den seneste måned er cirka 70 procent af det forventede antal endelige handler.
Faldet i huspriserne kommer efter små stigninger i både juni og juli. Med det seneste fald er huspriserne næsten nede på niveauet fra marts, som er lavpunkt for det seneste halve år.
/ritzau/