De unge borer i betonen for at kunne barrikadere dørene. De banker store træplader sammen, mens de ler. De krammer, mens de sidder i vinduerne med dyner tæt pakket omkring sig.
Lige nu er de lykkelige. De har skabt sig det fristed, de siger er så nødvendigt for København. Som en del af »revolutionen, der har eksisteret så længe, at der har været mennesker,« som de siger. De spiser blommer, pynter op med blomster og kysser.
Men der er en pris, en kamp med politiet, der skal betales, når rusen har lagt sig. Og det ved de unge kun alt for godt.
Mads Clausen er 26 år og står midt i det hele. Han har et drenget smil, men hans blå øjne bliver hurtige bestemte, når han taler med pressen. Han stoler ikke på dem. Derfor må journalisterne ikke gå frit rundt i huset. Og da pressen stiller spørgsmålstegn ved det, er han lige ved at opgive hele tanken om overhovedet at åbne dørene.
Lige nu tænker han på kampen.
»Jeg kan sige så meget, at vi går ikke ind for vold. Men omvendt forlader vi ikke bygningen frivilligt. Mere kan jeg ikke sige om det,« siger han.
Vil de unge lukke bygningen fuldstændigt til, når politiet kommer, kan man spørge ham. Vil de unge smide brosten efter politiet? Vil de sætte livet på spil for en bygning? Men man får ingen svar.
»Huset er besat, og det er ulovligt – ifølge nogen. Det sætter lidt nogle begrænsninger for hvad, vi har lyst til at sige og vise. De må I kunne forstå,« siger 21-årige Anna Sørensen, der også taler på vegne af ?Initiativet For Flere Ungdomshuse?.
El, vand og varme
Gulvet i bygningen klistrer, når man løfter sine sko. Festen natten til søndag har også sat tydelige spor på vægge og lofter. Der hænger balloner i et net. Papirklip på væggen. Appelsinskralder på gulvet. Reklamer for piratradioen på 101,8 MHz.
Lørdag aften var det småt med graffitien. Nu står der hundrede af støttemeddelelser. Og ?Oprør! Modstand! Intet roligt bagland?.
På 1. sal holder de unge fællesmøde. Det gør de i flere timer. De formulerer krav. De vil have bygningerne på Jagtvej 69, Dortheavej 63 og Jagtvej 155 i København med en garanti for, at de aldrig bliver ryddet. Og el, vand og varme. For det er koldt i bygningen.
»Vi vil skabe en fed verden. Det er i bund og grund det, det handler om. Vi er bare nogle unge, der vil lave noget med vores egne hænder. Og det skulle man tage imod med åbne arme,« siger Anna Sørensen.
Men hun ved godt, at de næste arme, de unge ser, sidder på betjente, der vil rydde huset. Og det venter de unge så på.