Når forventningerne er store, kan skuffelserne blive ligeså.
Og forventningerne har i den grad været høje til den dyreste film indspillet i Norden - filmatiseringen af Jan Guillous triologi om tempelridderen Arn med den danske instruktør Peter Flinth.
Og ifølge anmelderne i dagens aviser lever den første af to film ikke helt op til forventningerne. Filmen, der har premiere i dag, bliver kaldt både gumpetung og hul, mens den mest begejstrede anmelder fra Berlingske Tidende beskriver filmen som et troværdigt ridderdrama, der er flot fortalt og smukt filmet .
Her følger et udpluk af anmeldelserne.
Berlingske Tidende, Ann Lind Andersen
- Alt det til trods, mangler der dog de store følelsesudladninger. Om det fordi, det er meget skandinavisk bare sammenbidt at sluge hvad livet nu en gang disker op med af lidelser uden at ytre sig, skal være usagt, men i filmen kommer det til udtryk som et jævnt dramaleje, hvor man godt kan savne, at der bliver råbt, skreget og grædt mere for at gribe os ved struben.
B. T., Jacob Wendt Jensen
- Den stort anlagte film fungerer da også som en rimelig visuel forlængelse af Jan Guillous bøger, men som selvstændigt værk klinger lyden af de mange hestehove noget hult. (...) Grænsen mellem klassisk og kedelig er hårfin, og her falder Flinth til den forkerte side.
Ekstra Bladet, Henrik Queitsch
- Danske Peter Flinth har instrueret kompetent, men også noget upersonligt, og resultatet er blevet en noget gumpetung og sært gammeldags sag, som aldrig rigtig bevæger eller berører. (...) Arns akillshæl, både på det personlige plan og som film betragtet, er dog den rørstrømske beskrivelse af forholdet mellem ham og Cecilia, der mest af alt ligner noget fra Romanbladet tilsat middelaldertugt og hofintriger. Det er næsten ikke til at bære.
Jyllands-Posten, Johs. H. Christensen
- Handlingen slæber sig af sted - omstændeligt, langsommeligt og selvhøjtideligt. (...) Noget storladent epos bliver Arn - tempelridderen aldrig. Men en lang historie, der hele tiden rasler af sted og burde have været spændt ordentligt efter.
Politiken, Erik Jensen
- Måske er der også fyldt lidt rigeligt med silikone i denne historiske flyder af en film? I hvert fald er vi i første runde tættere på at græde ud i selskab med Romeo og Julie end på den urgamle konflikt mellem Osama og George med de kanter og seriøse sværdslag, som kunne have fået Arn til at galopere lige ind i nutiden på en helt anderledes og uafviselig måde.