Odense Universitetshospital har i de seneste måneder hjulpet en producent af metalhofter, der kan give alvorlige skader, med at skaffe samtykkeerklæringer fra patienter, der har fået indopereret de farlige metalhofter.
Men det skal være slut nu, meddeler hospitalet.
- Vi mener ikke, vi skal være kontaktled mellem patienterne og virksomheden. Derudover mener vi heller ikke, at indholdet i aftalen er noget, som vi kan stå inde for, siger Jens Elkjær, der er sundhedsdirektør i Region Syddanmark.
Samtykkeerklæringerne gik ud på, at selskabet DePuy tilbød patienterne penge for tabt arbejdsfortjeneste og transport ved undersøgelser og eventuelle operationer i forbindelse med hoften.
Men samtidig skulle patienterne give DePuy adgang til deres journaler samt ejerskab over hofteproteserne, hvis de skulle blive skiftet ud.
Ifølge Jens Elkjær er det hofteafdelingen på hospitalet, der besluttede at videresende brevene fra firmaet til patienterne. Det skete ud fra et ønske om at hjælpe patienterne, og der var ikke jurister involveret i beslutningen - kun almindeligt sundhedspersonale.
- Jeg har forståelse for, at afdelingen vil hjælpe patienterne mest muligt, men vi kan ikke medvirke til at stille patientoplysninger til rådighed for et privat firma, siger Jens Elkjær.
Han påpeger, at der muligvis kan komme retssager i forlængelse af sagen.
- Derfor skal vi ikke tankeløst give informationer videre, der kan blive beviser i et senere forløb, siger Jens Elkjær.
Jens Elkjær forklarer, at regionen er blevet opmærksom på problemet, efter at journalister fra DR kontaktede dem om sagen. Derfor besluttede regionen at stoppe med at udsende samtykkeerklæringer.
Sagen startede, da det kom frem, at en kunstig metalhofte fra det amerikanske firma DePuy kan ødelægge væv og knogler - og at der samtidig er mistanke om, at samtlige typer af metal-mod-metal-hofter kan være sundhedsfarlige.
Mere end 2000 hoftepatienter er efterfølgende blevet indkaldt til kontrol.