Et tæppe af giftig tåge har lagt sig over millionbyen Hongkong i det sydlige Kina.
Luftforureningen i området er nu så slem, at myndighederne opfordrer store dele af befolkningen til ikke at gå unødigt udenfor.
- Det her er den værste luftforurening, vi har set, siden vi begyndte at registrere forurening i 1999, siger Y. F. Chaud fra miljøbeskyttelsesafdelingen i den verdenskendte metropol.
- Folk med hjertesygdomme eller åndedrætsbesvær, gamle mennesker og børn skal forsøge at undgå fysisk anstrengelse og udendørsaktiviteter, tilføjer en talsmand fra regeringen.
Embedsmænd mener, at tyfonen Saola forværrede forureningen, da den ramte øen Taiwan ud for Hongkong. Luften fra tyfonens højtryk omsluttede Hongkong, hvilket fremprovokerede stærk sol og høje temperaturer, der resulterede i forhøjede ozontal.
Andre mener derimod, at regionen ikke kan blive ved med at beskylde vejret eller de mange fabrikker i resten af Kina for forureningen.
Erica Chan fra Clean Air Network er en af dem:
- Hvis ikke Hongkong selv producerede forurenende stoffer, ville vejrforholdene ikke være i stand til at forværre situationen, siger hun.
Udledning fra biler med gamle og beskidte motorer er en af de største bidragere til forurening af luften i regionen, lyder vurderingen fra miljøforkæmperen.
Forureningen er værst i den centrale del af Hongkong, hvor luksuriøse og eksklusive modeforretninger og multinationale firmaer betaler enorme summer for at have deres forretninger liggende.
I januar meldte regeringen for første gang i 25 år ud, at de ville genoverveje deres mål for luftkvaliteten, da en undersøgelse fra Hong Kong Universitet viste, at over 3000 indbyggere årligt dør af årsager kædet sammen med forurening.
/ritzau/AFP