De to tunesere, der sidder fængslet for planer om at dræbe JP-tegner Kurt Westergaard, skal fortsat sidde bag tremmer.
Det slog Højesteret fast i dag.
Men det betyder ikke, at landets øverste domstol er enig med Københavns Byret og Østre Landsret, der tidligere har godkendt fængslingen af de to.
Tværtimod.
Højesterets ni dommere fastslog nemlig enstemmigt, at byrettens kendelse om at godkende fængslingen af de to tunesere "ikke lever op til de krav, der må stilles til den domstolskontrol, der skal foretages."
Byrettens dom er altså truffet på et for spinkelt grundlag, mener Højesteret, der har bestemt, at sagen skal gå om i byretten.
Men mens sagen behandles dér, skal de to tunesere fortsat sidde fængslet.
Ikke beviser nok
Højesteret slog i dagens kendelse fast, at byretten ikke havde sandsynliggjort, at de to tunesere rent faktisk udgør en fare for statens sikkerhed.
Det har ingen af domstolene nemlig haft mulighed for at vurdere, eftersom Politiets Efterretningstjeneste holder alle beviserne i sagen hemmelige for alle andre end Integrationsministeriet og Justitsministeriet.
De to tunesere blev anholdt i februar for formodede planer om at myrde JP-tegneren. Siden er de blevet idømt en såkaldt 'administrativ udvisning' af ministerierne - hvilket betyder, at deres sag ikke er blevet prøvet ved en domstol.
Selve udvisningerne af de to behandles for tiden af Udlændingeservice.