De fleste bemærker nok, at pengepungen er noget lettere efter en tur til det lokale supermarked i dag i forhold til for et par måneder siden - men nogle mærker det mere end andre.
Det viser en undersøgelse blandt medlemmer af fagforbundet 3F, som Analyse Danmark har foretaget. Det skriver Fagbladet 3F.
Det er især børnefamilier, som er ramt af de stigende madpriser. Hele 47,5 procent af børnefamilierne svarer således, at de er nødt til at spare på en lang række områder, for at få pengene til at slå til.
Det gælder alt lige fra køb af take-away til biografture og indkøb af tøj og sko. Selv ikke sommerferien går fri. Næsten halvdelen af de adspurgte har valgt billigere sommerferie i år.
Mange munde at mætte
Forbrugerøkonom i Nordea Ann Lehmann Erichsen er ikke overrasket over, at det især er børnefamilierne, de højere priser går ud over.
- Både mad, olie og benzin er blevet dyrere, og det gør hver måned et stort indhug i vores husholdningspung. Og det er klart, at jo flere munde, der er at mætte i familien, eller jo lavere løn, du har, des dårligere er man polstret til at klare de højere priser, siger Ann Lehmann Erichsen til Fagbladet 3F.