FC Nordsjællands træner, Kasper Hjulmand, er fuld af lovprisninger til matchvinderen i fredagens 1-0-sejr over AaB, Jores Okore.
- Han er en god spiller, må man sige, siger Hjulmand med et glimt i øjet.
- Det drejer sig ikke for Jores om at holde niveauet. Den knægt er 20 år gammel, og han har meget mere i sig. Han har så stort et potentiale.
- Han er hurtig, han er brølstærk, han spiler med stor omtanke. Og så har han udviklet sit spil med bolden i stor grad, lyder det fra træneren.
Hjulmand vil ikke give et bud på, hvor langt Okores talent kan række. Træneren slår dog fast, at Okore snart vokser sig for stor til den danske liga.
- Der er situationer i superligaen, hvor det ser ud som om, han gør, hvad der passer ham. Og han har jo slet, slet ikke ramt loftet endnu.
Ud over sin forsvarsstjerne glæder Kasper Hjulmand sig også over, at FC Nordsjælland, på trods af et intenst Champions League-program alligevel holder fast i toppen af den hjemlige liga.
- Det er rigtigt vigtigt for os. Det har været usikkert farvand, vi har bevæget os i. Og vi er ikke i land endnu, og vi skal nok få vores udfordringer i de kommende måneder.
- Vi vil rigtig gerne hænge på, og jeg er stensikker på, at vores forår bliver forrygende. Vi vil kunne komme til at angribe i foråret, så det drejer sig om at få hevet nogle point på kontoen i denne tid, siger Kasper Hjulmand.
FC Nordsjælland er på tredjepladsen i Superligaen - fire point efter førerholdet, FC København.
/ritzau/