Det er en meget lettet Richard Hanlov, der torsdag eftermiddag har afsluttet et møde med Skat. Det oplyser hans advokat, Stine Gry Johannessen.
25. september 2015 blev skattechefen hjemsendt i kølvandet på den milliarddyre skandale om svindel med udbetaling af udbytteskat.
Men kammeradvokaten har torsdag konkluderet, at der ikke er juridisk grundlag for at indkalde Richard Hanlov samt to andre hjemsendte skattechefer til afhøring i sagen.
- Det er en fuldstændig frifindelse, konstaterer Stine Gry Johannessen.
- Og det kan kun undre, at det har taget et år at nå frem til det resultat, tilføjer hun.
Hendes klient afventer nu at få tilbudt en ny stilling fra Skat. Hanlov er formelt stadig ansat i myndigheden, men hans job er blevet nedlagt, mens han har været hjemsendt. Han afventer nu et konkret jobtilbud, som han kan tage stilling til.
I foråret bad Richard Hanlov og to andre hjemsendte skattechefer i fællesskab skatteminister Karsten Lauritzen (V) om at se bort fra reglerne om, at tjenstlige forhør foregår bag lukkede døre.
Reglerne er ellers lavet for at beskytte tjenestemændene selv. Men de tre chefer ønskede helt åbne forhør, så offentligheden fik besked, hvis de skulle igennem et forhør.
I et interview med Politiken begrundede Richard Hanlov i maj den usædvanlige beslutning:
- Jeg vil ikke have det prædikat siddende på mig resten af livet, at jeg var med til at bane vejen for danmarkshistoriens største tyveri, for det er simpelthen ikke rigtigt, lød det.
- Det her er det største overgreb, jeg har været udsat for i mit liv, og jeg synes ikke, jeg fortjener denne behandling.
Svindlen med udbytteskat foregik fra 2012 til 2015.
Ifølge Skat lykkedes det udenlandske svindlere at hive mindst 12,3 milliarder kroner ud af den danske statskasse ved at få refunderet udbytteskat på baggrund af forfalsket dokumentation og fiktive aktiebeholdninger.
/ritzau/