"Skal du ikke snart på pizzaria?" Hvornår skal du hjem og holde frokost?"
Tilråb på åben gade er blevet hverdag for landets hjemmeplejere.
I Hvidovre er hjemmehjælperne blevet så træt af de verbale overfald, at en gruppeleder har spurgt kommunen, om de må slippe for at bære uniform.
Men svaret er nej.
"Af hygiejnemæssige hensyn og for, at borgere skal kunne genkende folk fra hjemmeplejen, er det vigtigt, at de bærer t-shirt og vest eller kittel," siger Kit Claudi, social og sundhedsdirektør i Hvidovre til Newspaq.
Hun understreger dog, at hjemmehjælpere er velkommen til at tage uniformen af i pauserne.
"Der er ikke noget krav om, at de skal have uniform på, når de cvkler fra borger til borger eller holder frokostpause," siger hun.
Kit Claudie bekræfter, at kommunens hjemmehjælpere bliver anråbt på gaden og siger, at de fleste yder et fantastisk stykke arbejde
"Derfor vil jeg gerne appellere til danskerne om at lade hjemmehjælperne være, så de kan passe deres arbejde," siger hun.
I FOA håber man, at kommunerne tager de ansattes nødråb alvorligt - også hvis de skulle ønske at lægge uniformen i en periode.
"Hvis medarbejderne bryder ned på det her, så bliver arbejdsgiverne nødt til at tage initiativer, der gør de ansatte usynlige i det offentlige rum," siger formand for FOA i København, Palle Nielsen.